Når Det Sværeste Ikke er at Give, Men at Modtage

Er du en giver eller en modtager?

Jeg ved præcis, hvor jeg lander. Jeg er en giver. Uden tvivl. Jeg er virkelig god til at give – god til at gøre noget for andre, god til at sætte alt andet før mig selv. Det ligger dybt i mig. Jeg tror, det er noget, jeg har lært, fordi jeg er født som kvinde, opdraget som kvinde, og spejlet mig selv som kvinde. Fordi jeg, som så mange andre kvinder, har fået indprentet, at det er vigtigere at yde end at nyde. At det at modtage nærmest skal føles som en belønning – noget, jeg kun har "fortjent", hvis jeg har gjort mig fortjent til det.

Der er en særlig knokle-energi forbundet med at give. At give uden at modtage noget som helst, blot for den gode gerning det er at give ud af sig selv, til man næsten ikke kan stå op længere. At give uden at forvente noget tilbage – som en selvopofrelse, en god gerning. At være den, der stiller op, hjælper, lytter, holder rummet for andre. Det er det som giver anerkeldelse, en ubalanceret form for kærlighed, og sikkerhed i at man stadig har en plads i fællesskabet.

Mange kvinder, jeg taler med, har det på samme måde. De er også givere.

Men hvad sker der, når vi altid giver og sjældent modtager?

At tage ansvar for balancen

Jeg har indset, at ansvaret for at ændre det ligger hos mig selv. At give er smukt, og jeg kan godt lide at give, helt uselvisk, fordi jeg har lyst, men der er også dage hvor jeg giver fordi jeg tror det forventes af mig, og skaber det ubalance. Og den balance skal jeg selv genskabe.

Så jeg øver mig i at modtage. Uden at skulle give noget tilbage.

Jeg øver mig i at huske, at nogle gange giver mennesker ikke for at få noget retur, men bare fordi de har lyst. Af glæde, af kærlighed, af taknemmelighed.

I sidste uge fik jeg en besked fra en kvinde i min medlemsklub. Hun skrev:

"Hej Kathrine, du er velkommen på Stevns til en kærlig og omsorgsfuld behandling hos mig. Jeg har lyst til at give dig lidt, fordi du giver så meget til andre."

Den besked landede dybt i mig. For behovet var der. Min krop skreg på omsorg. Men alligevel tog det mig lidt tid at takke ja.

Mine tanker gik straks i gang: Kan jeg tage imod det her uden at give noget igen? Hvad skylder jeg så bagefter? Kan jeg bare sige tak – og lade det være det?

Jeg vidste jo godt, at dette var en af de gange, hvor jeg måtte øve mig. Så jeg gjorde det. Først med lidt samvittighedskvaler – skulle jeg virkelig tage imod noget uden at give igen? Men efter en god, lang snak med min egen indre stemme, blev jeg enig med mig selv: Jeg må godt tage imod. Jeg må godt sige ja. Jeg må godt bare sige tak.

At tage imod med åbent hjerte

På selve dagen var jeg bevidst om at møde op i modtage-energi. Og det var vidunderligt.

Jeg kunne nyde hvert eneste minut i Trines kærlige hænder. Min krop smeltede, mine tanker drev væk, og jeg tillod mig selv at tage imod. Hvert et tryk, hvert et strøg, hver en blid berøring. Min krop takkede mig for at lytte til dens behov, og mit sind slap langsomt de bekymrede tanker.

Jeg modtog. Jeg tog imod.

Og lige dér, i den oplevelse, mærkede jeg den særlige følelse, som en gemt styrke inde i mig, en styrke der siger jeg er værdiful, jeg må gerne modtage gode ting, jeg fortjener at have det godt. 

Der er en særlig power i at kunne modtage.

Som en sidste påmindelse om netop det, gav Trine mig en smuk, hjemmelavet gave med ordene "Værdsat" og "Værdifuld".

Og jeg tog imod den.

Tak.

Trines kærlige behandling var så vidunderligt, at jeg ønsker at dele den med dig. Trine holder til i Store Heddinge på Stevns. Hun laver forskellige behandlinger. Men denne her var så dejlig og ulig noget jeg har prøvet før. Pakket tæt ind i tæpper, lagde hun varmpuder på min krop, placerede sine hænder som dybe bløde tryk der både strakte min trætte krop, og samlede mig igen. Som var jeg smeltet ned af briksen og derefter samlet blødt op igen. Ingen gøren, ikke noget der skal ydes, bare ren modtagelse fra Trines kærlige hænder, energi og blide væsen.