Når det sværeste er at være blid

Et ekko fra en fortiden

Jeg startede året med flere ugers sygdom. Midt i det hele skrev jeg dagbog – mange sider faktisk. Det var den proces, der satte mig i gang med bloggen her.

Det, der fyldte mest, var ikke sygdommen i sig selv, men alt det, den vækkede. Gamle mønstre. Gamle stemmer. Tanker, jeg troede, jeg havde lagt bag mig.

Min gamle spiseforstyrrelse bankede på døren.

Jeg har ikke delt de tanker før. Og jeg ved faktisk ikke, om jeg er klar nu. Men i går kom følelsen tilbage. Som en stille stemme, der sagde: “Det er tid.”  Tid til at dele.

Denne tekst kan godt vække ubehag og trigge, hvis du også kæmper eller har kæmpet med en spiseforstyrrelse, så jeg vil anbefale at du kun læser videre hvis du har lyst. Mit ønske er ikke at rive op i noget, men samtidig ønsker jeg også at være ærlig. For denne her fortælling, om destruktive tanker og spiseforstyrrelse, er en del af min historie, og min yoga rejse, Samt en vigtigt læring for mig, til den underviser jeg er idag. 

Når gamle mønstre får plads i det sårbare

Det overrasker mig, hvor hurtigt de gamle tanker kan dukke op, når kroppen er svækket. Jeg vil tage dig med tilbage til Januar måned. Tilbage til mine dagbogs skriverier, skrevet fra sygesengen. 

Når jeg ligger syg og burde fokusere på at få det bedre, begynder en indre, og gammel velkendt stemme at snakke og klappe mig på skulderen:
"Se, hvor god du er. Du har ikke spist i flere dage. Bliv endelig ved."

Og pludselig føles det som en sejr at være syg, ikke som en bekymring.

Selvom jeg mærker sulten. Selvom jeg godt ved, at jeg burde spise så trumfer glæden over at kunne lade være. Over at holde ud. 

Når jeg læser det i dag, kan jeg næsten ikke tro, at det var mig, der skrev det.
Og alligevel... For det var mig i rigtig mange år. Det var mine tanker hver eneste dag. Det var hvad BED gjorde ved mig. Og der på sygesengen besøgte de mig igen.

Hvem lærte mig at tænke sådan?

For at undgå bekymringer for mit velbefindende, vil jeg starte med at sige at det ikke er tanker der fylder idag. De dukker op når jeg er sårbar, ja, men er ikke noget der længere er en plage i mit liv. Dog kan jeg godt fylde af tanker, som hvor Faen er det egentlig jeg har lært det selvhad, den udskammelse, den forkerthedsfølelse. Hvor mange skal have skylden, og giver det overhovedet mening at kaste skylden videre? Jeg tror det ikke.  

Jeg har været vred. Så hamrende vred. Vred 
På 90’ernes fedtforskrækkelse.
På modeindustrien og medierne.
På veninder, lærere, sundhedsplejersker, kollegaer.
På tøjbutikker, der aldrig lavede noget, der passede min krop.

Og jeg har råbt. Og skrevet. Og bearbejdet.

Men det gjorde mig ikke gladere. Kun mere frustreret. For vreden gjorde ikke mig gladere. Vreden fik mig ikke til at slutte fred med min krop. Vreden fik mig ikke til at tale pænere.

Men derfor kan jeg stadig godt mærke vreden når det påvirker mine muligheder for at søge og tage i mod hjælp. 

Når frygten flytter fokus

Tilbage til Januar måned og sygesengen. Det er ikke kun sulten, der forsvinder, når jeg er syg – det gør modet til at bede om hjælp også. Dét at skulle til lægen og bede om hjælp, blev en mental forhindringsbane. Istedet for at tænke, gad vide om de kan hjælpe mig med noget medicin, tænkte jeg Hvad nu hvis lægen bare kigger på mig og siger:
"Du skal bare spise sundere og motionere lidt mere. det er din egen skyld du er blevet syg, det er fordi du er tyk"

Tænk, hvis de ikke ser mig – men kun min vægt. Igen. 

Donutten, Chips og appelsinjuice 

Noget af det der går igen i mine dagbogsnoter, er hvor meget og hvor lidt næring har fyldt. 

I nogle dage var kun chips og appelsinjuice jeg kunne få ned.De fjernede den dårlige smag i munden. Og var det var det eneste, min krop kunne holde til. Dog var indtaget fyldt med skam, fordi det er madvarer der er udskældt som forkerte. Andre dage handlede det mere om hvor god jeg var til at sige nej tak, til f.eks. en donut min mand havde købt. Bare for at jeg fik et eller ande mad i kroppen. ¨Jeg følte mig så fanget i mit indre, i mine gamle tankemønstre, vred på verden og dens tyk forskrækkelse, vred på mig selv over at være røget lige ned i mit eget sorte hul igen,

og samtidig havde jeg lyst til at råbe ud ad vinduet:
"Fuck jer alle sammen!"

Til alle dem, der dømmer.
Til de usynlige blikke.
Til den kultur, der gør det svært bare at være i fred.

Når selv kærlighed mødes med mistro

Min mand sagde, jeg så dejlig ud.
At han elskede mig, selvom jeg lå der med rød næse, flossede læber og øjne uden glød.

Men stemmen indeni sagde noget andet.
Den sagde, at han løj. At jeg var klam. At jeg burde tage mig sammen.

Og alligevel... en anden stemme, lidt mere lumsk, lidt mere snigende, sagde:
"Godt du ikke har spist i 12 dage. Det kan du da være stolt af."

Og den stemme – den gør mig allermest trist.Trist på mit indre barns, teenagers og unge kvindes vegne. for det er hende der har lidt mest, hende der ikke vidste hvad der var på spil, hende der bare har taget i mod og prøvet af navigere i vreden, ked af det heden og mest af alt skammen. 

Med den bevidsthed jeg har idag, kan jeg tage mig af mit indre barn, pige og kvinde, min fortid, mit indre madmonster og mine tanker. Jeg ved at det ikke længere er den sandhed jeg lever under, omend det har taget mig mange år at aflære. Jeg ved at det er mit ansvar at tage mig af mig selv, at sætte kursen selv for rigtigt og forkert, at den eneste der har svaret på min egen lykke er mig. 

Idag føler jeg mig fri, det har jeg gjort i mange år. Men når jeg bliver sårbar, hvad end det er syg, stresset, presset, så kan de gamle møsntre finde på at vise sig igen. Denne gang dukkede de op i Januar. Jeg fandt dem i min dagbog.

Engang var det min hverdag, det er det ikke længere. 

Så hav ikke ondt af mig. Jeg har det godt, jeg er glad, jeg er fri. Og jeg ved hvordan jeg skal håndtere mine gamle tanker når de gerne vil styre igen. 

Vejen hjem – med kroppen som følgesvend

Det, der har hjulpet mig videre, har ikke været kamp med mig selv.
Det har været kontakt. Kontakt til mig selv. Kontakt til min krop, til mit åndedræt, til min sjæl. Kontakt til tidligere udgaver af mig, kontakt til naturen omkring mig.

Yoga har været mit anker i 14 år. 
Ikke for at ændre min krop. Eller for at vise mig frem. 
Men for at vende hjem.

Gennem bevægelse, åndedræt og refleksion fik jeg genfundet forbindelsen.

En forbindelse der lærte mig at møde min krop med venlighed – også når den er stille, træt eller sulten.

Det er den forbindelse jeg i dig vægter så højt når jeg underviser, for at lære det videre. Lære de kvinder jeg møder, at møde sig selv. Måske for allerførste gang, måske på en helt ny måde. 

 Hvis noget i det her rammer noget i dig,
– så vil jeg gerne sige:

Du er ikke alene.
Dine tanker gør dig ikke forkert.
Men de behøver ikke styre dig.

Det er dig som har styrepinden, dig der sidder på førersædet, dig der vælger vejen du går.

💛 Tak fordi du læste med.
Skriv gerne til mig, hvis du har lyst til at dele dine egne tanker eller oplevelser.

*Kæmper du med spiseforstyrrelse, er det vigtigt at søge hjælp. Yoga kan ikke stå alene som en vej ud af en spiseforstyrrelse. Jeg brugte både yoga, og terapi. Du skal finde den vej der passer til dig. Yoga er ikke en behandlingsform, det er ikke terapi.