Et møde med mit yngre jeg

Det er mandag d. 10 feb 2025, jeg lukker øjnene og gør mig klar til et vigtigt møde.

kl. er 15. 30, hun kommer lidt for sent, det samme gør jeg, sådan har vi nok altid været, hende og jeg, jeg og hende. Hun er 25 jeg er 38. Vi hilser på hinanden. Jeg får lyst til at give hende et kram, men hun ser ikke ud til at have lyst til lige nu. Vi sætter os ved bordet, med hver vores kop te.

Hun er lige blevet sygemeldt for førstegang. Nu sidder hun foran mig med et bekymret blik, skuldrene trukket op til ørerne og en kop te, hun knap nok har taget en tår af. Jeg kan se, hvordan tankerne kører rundt i hendes hoved. Jeg kender dem jo alt for godt – Det var mig.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre herfra," siger hun stille og kigger ned i bordet, og jeg kan se hendes øjne bliver blanke. "Jeg er bevet sygemeldt efter kun 9 månederi mit første pædagogjob. Jeg aner ikke, hvad jeg skal, og jeg føler, at jeg har fejlet. Jeg føler mig som den største fiasko"

Jeg smiler blidt til hende, og med ro i stemmen siger jeg. "Du har ikke fejlet. Du er ved at få nogle erfaringer der vil hjælpe dig med at finde din vej, og det er helt okay, at du ikke kan se den vej endnu."

Hun sukker. "Men jeg er jo bare pædagog. Det er det jeg skal være, og ikke engang det, kan jeg fide ud af."

Jeg siger blidt. "Det troede jeg også engang, men lad mig fortælle dig noget vildt – du kommer til at skabe noget, der betyder så meget mere, end du overhovedet kan forestille dig lige nu."

Hun rynker panden. "Hvad mener du?"

Jeg læner mig lidt frem. "Om nogle år kommer du til at undervise i yoga. Ikke den klassiske yoga, hvor alle skal være slanke og smidige, men en yoga, hvor alle kroppe er velkomne. Du kommer til at lære mennesker at bevæge sig med glæde, uden skam. Du bliver en stemme i en bevægelse, der handler om frihed – både fysisk og mentalt."

Hun ryster på hovedet. "Mig? Yoga? Jeg er jo slet ikke en yoga-type. Jeg aner intet om yoga, jeg har kun lige prøvet en time i fitness centeret, og det var virkelig svært og slet ikke rart"

Jeg smiler. "Giv det tid. Giv dig selv tid. Du kommer til at opdage, at yoga ikke handler om at kunne stå på hovedet eller lave perfekte stræk. Det handler om at forbinde sig til sin krop, at mærke sig selv, at finde ro. Du vil opleve hvordan yogaen forandrer måden du ser på dig selv og agere i verden. Og du kommer til at vise andre, at de også kan."

Hun ser skeptisk på mig, men jeg kan mærke, at en lille gnist tændes i hende. "Men… hvordan? Jeg kan ikke engang lide min egen krop, hvordan skal jeg kunne inspirere andre?."

Jeg tager en slurk af min smukke store tekop og ser hende i øjnene. "Det kommer. Langsomt, men sikkert, i løbet af de næste år, vil du opdage kropspositivisme. du vil tage nye valg og du vil lære at kigge på din krop med nye øjne, du vil lære at acceptere din krop, ikke fordi den ændrer sig, men fordi du ændrer måden, du ser den på. Du vil finde en frihed, du ikke anede eksisterede."

Hun synker. "Mig som underviser? Jeg gemmer mig stadig i store trøjer, er mega konfliktsky og tør da slet ikke fremhæve mig selv på den måde."

Jeg smiler. "Jeg lover dig, det er sandt. Du vil finde din passion. Du vil skabe et rum, hvor mennesker føler sig velkomne, præcis som de er. Du vil inspirere andre, ligesom du nu bliver inspireret af dem, du følger på de sociale medier. Og vigtigst af alt – du vil finde glæde. Ægte, dyb glæde, i bare at være dig."

Hun sidder tavs et øjeblik og kigger ned i sin kop. Så løfter hun blikket og ser på mig. "Tror du virkelig på, at jeg kan alt det?"

Jeg rejser mig op, og går over og giver hende et langt, dybt og varmt kram og hvisker til hende

 "Jeg ved det."

Så kære dig, der måske sidder et sted, hvor mit yngre jeg engang sad – fuld af tvivl, usikkerhed og frygt for fremtiden.

Til dig vil jeg sige: Du ved måske ikke endnu, hvor du er på vej hen, men det betyder ikke, at du er fortabt. Nogle gange skal vi fare vild for at finde den vej, der i virkeligheden er vores.

Og tro mig – der venter noget smukt på dig. Noget, du ikke engang tør drømme om endnu.

Hold ud. Hold fast i dig selv. Du er vigtigt og fortjener det bedste.

Har du nogensinde ønsket, at du kunne tage en snak med en yngre version af dig selv?

Hvad ville du sige?

Hvilke råd ville du give – eller måske endnu vigtigere, hvilke ord ville du selv have haft brug for at høre dengang?

Jeg vil elske at høre dine tanker. Del gerne i kommentarerne eller send mig en besked – lad os dele og inspirere med de rejser, vi hver især har været og er på.