Kunsten at give slip og håbe at man gør det godt nok

Jeg ligger her igen

Som jeg har gjort så mange gange før

Ved siden af dig

Helt tæt

jeg begraver min næse i dit hår

en tårer triller ned ad min kind

Dit varme åndedræt mærkes mod min hals

Det er hurtigt

Dine kinder er våde fra de angste tårer

Jeg krammer dig

Forsikre dig om at alt nok skal gå

Men jeg ved det ikke

Jeg ved ikke hvornår det stopper

Jeg er magtesløs

*noter fra min telefon 5 min i midnat efter 3 timers tæt kram

Jeg græder tit, i afmagt.

Tingene går jo ellers godt, vi er sunde og raske, vi mangler ikke noget, vi har tøj på kroppen, og tag over hovedet og kærlighed nok til os alle sammen. Alligevel bliver jeg presset helt derud hvor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Og det gør mig ked af det.

Min vigtigste opgave som forælder må være at kunne hjælpe mit barn – men hvad gør man, når man ikke ved hvordan? Når ingen vejledning følger med, og når der ikke er en hurtig løsning, der kan tage smerten væk?

Det føles som at miste kontrollen over det allervigtigste i livet.

Tillid – den sværeste øvelse

Jeg øver mig i at have tillid. Det er en konstant øvelse.

Tillid til livet. Tillid til, at det vil os det godt. Tillid til, at det vil mit barn det godt.

Jeg har lyst til at kontrollere det hele. Men det kan jeg ikke - det har Yogaen lært mig. Nogle gange må jeg bare overgive mig til tingnes tilstand også selvom det er smertefuldt.

Jeg bliver mindet om det igen og igen.

Det får mig til at tænkte på, da jeg sad på uddanelse på Samsø, og lige inden vi gik til undervisning, tikkede en sms ind : Færgen sejler ikke imorgen pga storm.

Jeg panikkede med det samme, havde brug for at finde en løsning, et svar. Hvordan skulle jeg nu komme hjem? Hvad med mit møde med Jobcenteret mandag morgen? Hvad skulle jeg sige? At jeg var strandet på Samsø?

Min lærer kiggede på mig og sagde roligt: ”Vi kan ikke gøre noget ved det lige nu. Så lad os fortsætte undervisningen, og så ser vi på det senere.”

Jeg behøver vel ikke sige, at jeg havde utroligt svært ved at fokusere den dag.

Jeg tænker tit tilbage på den sitation.

Jeg kom jo hjem. Alt løste sig. Men i øjeblikket føltes det kaotisk, men svaret var der, da tiden var til det.

Måske er det også sådan her. Jeg kan ikke gøre fra eller til. Jeg kan ihvertfald ikke kontrollere det.

Måske vil alt falde på plads. Måske skal jeg ikke have alle svarene lige nu. 

Jeg tillader mig selv at give slip.

Måske er det vigtigste, at jeg giver plads til krammene. At jeg er her. At jeg holder fast i tilliden – ikke kun til livet, men også til min datter.

Jeg øver mig i at have tillid.

Også til min datter.

Del dine tanker

Har du også stået i en situation, hvor du følte dig magtesløs ? Hvor du ønskede at have alle svarene, men måtte give slip og stole på processen?

Har du lyst til at dele dine tanker eller erfaringer, så skriv en kommentar.

Vi er mange, der kan spejle os i hinanden. 💛