En uventet meditation i bunden af brusekabinen

Nogle meditationer planlægger vi. Andre kommer helt af sig selv. Her er fortællingen om en af dem, der kom – midt i hverdag, tårer og brusebad.

Jeg vil gerne fortælle dig en personlig historie fra min påske.
En oplevelse, jeg fik igennem meditation – en meditation, jeg endte i efter en længere grædetur i bunden af min brusekabine.For sådan ser hverdagen også ud, sådan ser livet som menneske også ud: siddende grædene i bunden af brusekabinen.

 Men denne her grædetur endte anderledes.
Og den historie vil jeg gerne dele med dig om lidt.

Meditation er ikke en præstation

Inden egoet går i gang med at planlægge, hvordan du selv kan skabe en helt særlig ud-af-kroppen-oplevelse med meditation, så tillader jeg mig lige at starte et andet sted.

Meditation er et stærkt værktøj, som kan hjælpe os med det helt nære – nemlig at finde roen midt i orkanens øje.
Skabe små stunder af hvile og åndehuller, når du har allermest brug for det.

Det kan være:

• en 2-minutters daglig praksis, der starter din dag på en blid måde

• 20 minutter med en guidet lydfil, én gang om ugen, som genoplader dine batterier

• 5-10 minutter med åndedrætsøvelser, som hjælper dig til at tjekke ind med dig selv og træffe bedre beslutninger

Men det kan også være en dybere praksis – hvis du tillader den at være det.

Hvis du tillader dig at overgive dig fuldt og helt til meditationen. Så kan det blive en hel spirituel oplevelse, hvor det mærkes som at blive en del af noget der er meget større end en selv, måske endda opleve at modtage budskaber fra guider, se landskaber, opleve nye farver og steder. 

Men husk:
Det behøver ikke at være sådan for at være en rigtig meditation.
(Læs lige den igen.)

Meditation er nærvær.
Læs gerne blogindlægget 5 myter om meditation, hvis du skal overbevise dit ego om, at der ikke skal gå præstation i det.

Gulvkaos og grædetur

Nu hvor ovenstående er på plads – lad mig vende tilbage til historien.

Det er langfredag i påskeferien. Vi bruger dagene på at rykke om på børnenes værelser, et projekt der ikke bare er at rykke rundt på møbler, for her bliver både malet, slebet og skiftet gulve.

Der er bare det, at under det ene gulv, finder vi en mulig vandskade. Vi ved ikke, om den er ny eller gammel.
Om det er en forsikringssag. Om vi kan klare det selv. Om vi har råd til det.

Og hvordan fortæller vi det til vores 14-årige, som lige skal have en ekstra støtte når der står store forandringer på skemaet.

Vi er i forvejen i en noget presset uge, hvor vi forsøger at jonglere legeaftaler, renoveringsprojekt, familie hygge og arbejde.

Samtidig forsøger vi at jonglere legeaftaler, renoveringsprojekt, familiehygge og arbejde.
Lad mig bare være helt ærlig:
Jeg er hudløs, tyndslidt og lige på bristepunktet.

Jeg får sagt lidt for højt, til min mand - noget i retningen af at jeg er træt af mine unger. Hvad jeg ikke ved, er at de hører det, og det bliver jeg konfronteret med under aftensmaden.

Jeg er helt derude hvor jeg ikke kan hive flere hjælpemidler op af lommen, det føles som om mit følelsesliv er lappet til med de der dumme plastre der alligevel ender med at hænge flagrene efter 5 minutter. 

Hvordan samtalen udvikler sig, må jeg gemme til et andet indlæg.
Men vi får talt. Jeg får forklaret, hvordan det også kan være svært at være voksen.
At jeg også savner deres hjælp.

På bunden af brusekabinen

Min mand tager børnene ud af huset – de skulle ud og købe en stor slikpose.
Og jeg smutter i bad. For at være helt og aldeles alene.

Der er herude det sker. Den spontante meditation, som jeg ikke havde bedt om.

For ude i badet, bryder jeg hulkene sammen, alle de løse plastre falder af, jeg græder højlydt og klasker sammen i bunden af brusekabinen - det kan jeg for jeg er endelig alene. Jeg oplever en frihed i at græde højlydt, med snot, hurtigt og stagneret åndedræt, røde øjne og anspændte kinder. 

Det varme vand føles som en kærlig, sanselig omfavnelse, mens jeg giver fuldstændig slip.

Der er intet der holder på mig, ingen kontrol, ikke noget ego der styrer, jeg er total blottet. Bruseren ligger et sted oven på mit hoved og bruser mig direkte ned i panden, det giver en underlig ro, som om vandet slukker for mine tanker for en stund. Jeg forestiller mig, at jeg skyller alt det, jeg ikke skal bruge ned i jorden, ned til moder jord, som kan få lov at tage sig af det.

Jeg mærker tårerne stoppe. Åndedrættet bliver roligt.
Og så… er jeg et andet sted.

Jeg er træet

Jeg kan ikke forklare det.

Jeg er både i bunden af min brusekabine og midt i en dyb skov.
Omgivet af grønne og blålige farver, jeg aldrig har set før. Foran mig står et kæmpestort træ.
Stammen er bred, kronen tæt – som et træ, et barn ville tegne, bare kæmpestort. 

Foran træet er der en lille mosbeklædt lysning. Rundt om den – andre træer, som holder rummet.

Der sidder et lille væsen foran det store træ. Bedene. Måske for at søge råd og vejledning, støtte og tryghed.

Jeg opdager, at jeg er træet. Det er mig det kigger ud på det lille væsen, ud i lysningen, det er mig der er forbundet med de andre træer i cirklen. Jeg mærker mine rødder gå dybt ned i jorden og flette sig sammen med alle klodens rødder. Som et stort netværk, et netværk der lyser i bølger, i bølger der følger mit menneskelige hjerteslag, som et netværk af forbundethed.

Noget er anderledes

Pludselig er jeg tilbage. Det var som om at tiden forsvandt for en stund, jeg kigger på uret og der er kun gået 5 minutter, det føles som mere. Men noget er anderledes.

Der er kun gået fem minutter. Det føles som meget mere.

Men noget er anderledes.
Jeg rejser mig op, og mærker tydeligt et form for usynligt skjold omkring mig, det store træ er her stadig, beskytter mig, og fylder mig med en ny form for ro, og forbundethed, jeg tager med tilbage til hverdagen. Det står så tydeligt. Jeg lukker blot øjene, og trækker vejret, så er jeg igen træet. 

Det føles let, at forbinde mig med denne dybe meditation, som om mit sind, har fået låst en dør op, så det kender vejen. De efterfølgene dage, og selv idag hvor jeg skriver, mærker jeg træet, roen, dybden fra meditaitonen omkring mig. Mit sind kender vejen. 

Min sind kender vejen.

Din rejse – din meditation

Det minder mig om en oplevelse jeg havde på yoga uddannelsen, med en anden type meditation, der forsvandt jeg helt fra min fysiske krop, og det skræmte mig så meget at der gik mange måneder før jeg igen turde gå den vej. Men den fortælling må også vente lidt endnu.

Min pointe er:
Meditation kan være nærvær i det små – eller en dyb rejse til steder, du ikke kan forklare. Der er mange måder at meditere på, nogle planlagte og kontrollerede, andre kommer når vi mindst venter det, som i min historie.
Ingen måde er mere rigtig end den anden.

Måske drager du på sjælerejser.
Måske er du kun lige begyndt.
Måske foretrækker du at blive her – med fødderne i jorden.

Uanset så er meditation, som med yoga en rejse ind i dig selv, uanset hvordan den så ser ud.  

Prøv en meditation fra mig

Er du medlem af Online universet, har du adgang til et helt bibliotek med meditationer, du kan bruge, når det passer dig.

Er du endnu ikke medlem, men nysgerrig på om min stemme passer til dig, så kan du lytte til en gratis meditation herunder.

Tak for at læse med

Husk- uanset hvordan din praksis ser ud -Du kan ikke gøre det forkert, hverken når du danser, laver yoga eller meditere. 

*billedet er lavet med AI