At finde hjem i kroppen igen

"Tag et øjeblik i dag til at mærke din krop – ikke for dens udseende, men for alt det, den gør for dig hver eneste dag."

At have en krop er et privilegie, som jeg ofte glemmer at sætte pris på. Det bliver tydeligt, når forbindelsen til kroppen pludselig forsvinder. Året startede for mig med et langt sygdomsforløb. Det forløb var præget af et stort savn – savnet efter at kunne bevæge min krop igen. Ikke bare bevæge den, men at mærke, at den kan bære sig selv. At jeg kan bære mig selv.

Det føltes, som om jeg boede ved siden af min krop – som om der var en usynlig hinde mellem os, mellem mig og min krop. Jeg kunne se min krop, men jeg kunne ikke mærke den rigtigt. Det var, som om mine sanser var blevet bedøvet.

Min hørelse var begrænset, mit syn sløret, og min lugte- og smagssans varierede fra dag til dag. Selv min følesans føltes... fjern. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor meget mine sanser betyder for min evne til at være til stede i mig selv og i verden.

Men når de forsvinder, bliver det tydeligt. 

At leve i en osteklokke

Det meste af Januar, levede jeg i en osteklokke. Jeg vidste ikke rigtig, hvad der foregik omkring mig. Hvordan var vejret? Jeg kunne se det, men jeg kunne ikke mærke det. Hvilken lyd var det? Jeg kunne ikke høre den ordentligt. Hvad duftede der af? Jeg anede det ikke, for min lugtesans var også væk.

Jeg blev opmærksom på, hvor meget mine sanser fortæller mig hver eneste dag:

• Dufte: De giver mig en følelse af stemninger, årstider og steder.
• Lyde: De gør mig bevidst om mit nærmiljø, stemninger og historierne i de lyde, der omgiver mig.
• Følesansen: Den fortæller mig, hvor min krop starter og slutter. Den skaber forbindelsen til mig selv, min balance og mit nervesystem – og til andre mennesker.

Ting, jeg før tog for givet, fik pludselig en ny betydning. At være afskåret fra mine sanser gjorde mig bevidst om, hvor meget de faktisk betyder for mit liv, min glæde og min evne til at være til stede. 

En læring i taknemmelighed

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om denne start på året havde en større mening med sig – en slags læring eller påmindelse. Måske var det en lektion i at værdsætte, hvad jeg har.

At kunne bevæge mig frit. Danse, lave yoga, gå lange ture. At kunne mærke vinden mod min hud og indånde de friske kolde Januar luft. At kunne høre fuglesang og dufte årstiden, ja selv tide på dagen, og føle kontakten med et andet menneske, et kram fra mine børn, og fornemmelsen af mit nyvaskede sengetøj mod min hud.

Jeg blev mindet om, hvor vigtigt det er at være taknemmelig for det, jeg ofte tager for givet: En krop, der fungerer. Sanser, der forbinder mig med verden. Og en evne til at finde glæde i det enkle. Det er et privilegie at have en velfungerende krop. Et jeg skal være endnu bedre til at værdstætte og være taknemmelig for. 

Jeg har lyst til at afslutte med at skrive, at jeg aldrig vil tage min krop for givet igen. Men hvis jeg skal være ærlig, så kender jeg både mig selv og livet som menneske – og det er nok kun et spørgsmål om tid, før jeg glemmer det igen. Alligevel ved jeg, at noget i mig har ændret sig. Min bevidsthed er blevet skærpet, og selv når jeg glemmer at værdsætte min krop, vil vejen tilbage til den taknemmelighed være lidt kortere.

For uanset hvad, er der én ting, jeg tager med mig fra denne Januar: At huske at stoppe op og mærke efter med taknemmelig. At huske, hvor fantastisk det er at have en krop, der bærer mig gennem livet.